Når bare ordet CORONA nævnes mærker vi alle sår mere eller mindre.
Meget er os frataget i denne tid og vi savner. Ingen mennesker er herre over Corona og derfor gør slagene, sårene og arrene mere ondt. Mere ondt fordi vi ikke kan handle på den, ordne den og fikse den. Fuldstændig lammet, midt i en ”krig”, hvor mennesker og teknik ikke har nok at byde på. Vi må bare følge med, tilpasse os og sejle med blodet indtil det størkner.
Alle er vi offer for disse blødende sår og arrene, der følger – men kunsten er nu at finde måden at hele dem på, så vi med tiden oplever slagene, som et ”wake up call”. Endda til det bedre – endda til store gaver og måske endda til ar vi mindes med lune og varme.
Det er forandringernes tid og det siges, at nye tider er på vej. Specifikt i morgen d. 21. dec. 2020 går vi stille lysere, roligere og lettere tider i møde. Det bliver godt for os alle.
Corona, du bliver MIN ven!!!
Forståeligt nok er jeg endnu ikke blevet mødt med forståelse.
Ingen kan da være SÅ naive, at vælge Corona til sine nære relationer. Hva` F…. sker der….. – Corona er da på ingen måde en ven værdig.
Jo, nu skal I høre.
Covid-19 ramte hele verden, nogle mere end andre – jeg var en af dem.
Det var ikke virussen i sig selv, der lagde mig ned, men den skjulte virus ingen så. Stressen, angsten, frustrationen og meget mere overtog hverdagen.
Min rejse har været længe undervejs, men da min ven Corona meldte sin ankomst blev jeg seriøst sat på den sværeste og vildeste rejse. Ever!
Alle mønstre, alle godheder og alle egenskaber blev kastet for døren, BUM – tid til at rydde op. På dette tidspunkt var Corona IKKE blevet min ven, nærmere min værste fjende. Vi skændtes, vi slås og vi rev hinanden i små stykker – Corona var umulig at holde af.
Jeg prøvede ihærdigt at bruge min beskedenhed, ydmyghed og servicegen, men intet hjalp. Det, jeg troede var min styrke og det, jeg troede jeg var god til, smuldrede mellem hænderne på mig. Jeg mistede troen, jeg mistede mig selv. Hvad skulle jeg nu trække på, hvad skulle jeg nu finde frem helt derinde, hvor sårene for alvor blødte.
Jeg kæmpede med mig selv, jeg kæmpede med regler, jeg kæmpede med etik og moral og jeg kæmpede med mennesker, hvis frygt blev MIG overladt. Jeg stod med ansvar, der var større end min psyke magtede. Min godhed helt ind til benet var ikke længere nok. De blødende sår overtog magten mere og mere og mange dage, nætter blev invaderet af forestillingen om overgivelse.
Var det det, var det slutningen på det eventyr jeg sikkert troede skulle holde mange år frem.
Nej, F…. måtte tage den – ikke om min ven Corona skulle lægge mig fladt ned og tyvstjæle alt hvad jeg har kæmpet for i årtier.
Jeg gravede dybt for at finde styrke. Styrke og urkraft der med sikkerhed findes i alle, også jeg. Men hvor? Den lå godt gemt. Gemt bag frygt, bekymringer og åbne sår. Efter lang tids søgen fandt jeg den endelig.
Sværdet….!
Sværdet herinde og herude.
Det var nu. Lige nu tid til at læge alle sår. Gribe sværdet med fast hånd, trække det med styrke, sætte streg med mod og ranke ryggen af stolthed. Jeg gjorde det. Stolt af mig selv, stolt af mit mod, stolt af min styrke og stolt af mine beslutninger. I dag kan ingen tage stoltheden fra mig, selv F…. kan ikke komme i nærheden af den.
Jeg er bevidst om, at jeg siden marts har prikket til manges frygt. Også min egen. Men med tiden vil I taknemmeligt mindes en tid, hvor vi alle tog ansvar. Jeg satte mig selv fri ved bevidst at vælge friheden. Jeg videresendte friheden til at vælge til og fra og jeg mærkede en ro.
Hvorfor er Corona er min ven?
Nå ja….!
Kære Corona, du rev mig fra hinanden – i stumper og stykker. Sårene blev revet op fra tid til anden og gid F…. have dig, tænkte jeg.
Jeg ved nu, du havde et formål.
Du vidste, at tiden var inde til den store forvandling.
Du vidste at store udfordringer skulle til for at vække mig til et højere niveau.
Du vidste, at tiden var inde til at komme tættere på familien og det lykkes.
Du vidste, at tiden var inde til at møde et kærligt menneske og du ledte mig derhen.
Du vidste, at tiden var inde til at finde mod, styrke og stolthed og du hjalp mig.
TAK.
Stigen er lang og høj, jeg er på vej op – men ikke helt i mål. På vejen op ryster jeg arme, ben og krop i håb om at slippe uro, spænding og mylder. Jeg mærker stille, at blodet størkner dag for dag. Jeg mærker stille, at sårene heles dag for dag og jeg mærker stille, at arrene viser sig.
På vejen op.
Arrene vil jeg mindes med lune, varme og taknemmelighed.
Hver dag mødes min ven Corona og jeg til kaffe. Vi snakker lidt om vind og vejr, snakker fremtid, snakker fortid, snakker om alle vore minder på godt og ondt og ja, nogle gange er vi bare stille. Er det ikke det venner gør? Prikker, løfter, skubber, mindes, hygger og griner?
Vi hænger seriøst ud. Med løftede albuer, oprejst pande og kække bemærkninger. Vi er stærke sammen og vi laver ”snigeren” gennem krigen, fordi vi er blevet klogere. Vi går lige forbi frygten, skænker den ikke en tanke – ser den faktisk ikke. Vi er blevet enige om at stole på os selv, være i tillid og nyde nærværet lige nu. Vi er helt sikre på, at nye eventyrer venter på os derude og vi venter spændt.
Jeg spejder ud mod horisonten, der er lys forude og det regner med gaver.
Med Corona i hånden mærker jeg tryghed, omsorg og følelsen af ”det skal nok gå alt sammen”.
Covid-19 eller ej – denne rejse er i sidste ende gaven under træet til mig.
I dyb taknemmelighed ønsker jeg alle en glædelig jul og et GODT NYT ÅR.
Slip Sjælen Fri december 2020