I min optik
– måske jeg tager fejl?
Fra hjertet kærligt ment.
Børn kender ikke vores hemmeligheder, men de MÆRKER dem.
Med hemmeligheder mener jeg sindstilstand, konflikter, udestående, fordomme, dramaer, tabuer, hæmmende overbevisninger etc., som ligger og lumrer i mørket.
Alle har hemmeligheder og imellem hinanden har vi hemmeligheder.
Og det er helt okay – det kan vi ikke komme udenom.
Jeg refererer ikke til; hemmeligheder er forkerte, du er forkert.
Det handler om, hvad vi gør med dem, ved dem og hvordan vi tager dem.
På sigt.
Ofte forsøger vi efter bedste evne at skjule vores hemmeligheder, dække over dem og pakke dem godt ind langt væk i fortrængning med ønsket om ingen ser dem, mærker dem og opdager dem.
De ligger og lumrer i mørket, de trækker os væk fra vores nærvær og de rævesover i ubevidstheden.
Venter blot på at blive vækket – trigget.
Vi er overbevist om, at vi passer på os selv og vores børn.
MEN…., børn er altså klogere end det.
De er små levende spirituelle mennesker, der sanser og MÆRKER alt.
De er født rene uden flere lag af fordomme, overbevisninger og jantelov.
Endnu.
De er kommet for at nyde livet.
De er kommet for at lege med os.
De er kommet for at lære os bare at være.
De er kommet for at Slippe Sjælen Fri.
Ergo kender børn ikke til vores hemmeligheder, men de MÆRKER dem.
Når de MÆRKER vores hemmeligheder, så forsøger de helt instinktiv at forstå dem.
De laver historier, de laver illusioner og de laver deres egne fortællinger om, hvad det er for hemmeligheder og hvad de skyldes.
Ja…, altså fantasien sætter ingen grænser, siger jeg bare.
Og pludselig arver de dem.
De arver dem, fordi de tager dem til sig.
De MÆRKER, at mor eller far ikke er tilstede, de MÆRKER, at mor eller far er kede af det, vrede, frustreret, begrænset og de MÆRKER, at mor eller far ikke har overskud til dem.
”Hvem èr den – hvem ta´r den?”
Børn vil gøre hvad som helst for at opnå vores kærlighed, tid og nærvær, de vil gøre hvad som helst for at gøre os glade.
FORDI…., vi er de eneste, der kan redde dem, forsørge dem og fodre dem med omsorg.
Alt det de har brug for i deres overlevelse.
De kan sku´ ikke gøre for det, men de forsøger ihærdigt at gøre noget ved det.
SÅ…., børnene èr den – børnene ta´r den.
Stopper vi ikke op i tide, udmunder det sig i skyld og skam.
De tror, det er deres skyld.
Og de skammer sig.
”Det må være mig, der er problemet – det må være mig, der er årsag til deres hemmeligheder”.
Hemmeligheder bliver deres.
Også.
Puh….., kan du mærke følelsen?
MEN,
Er det deres ansvar egentlig?
Hvem er den voksne her?
Er der overhovedet voksne tilstede?
Mit forslag er:
Tag ansvar, ryd op, slæk på forsvaret, spejl, udtryk, vend om, kig indad, sørg for tryghed og stille tø hemmeligheder op i lyset af mørket.
Hvis altså vi ønsker at sende vores børn trygt ud i den store vide og til tider meget utrygge verden.
Hvis altså vi ønsker at bryde arven.
Og hvis altså vi selv ønsker et roligt, trygt og berigende liv i balance.
Fra hjertet kærligt ment.
Hvilke hemmeligheder har du arvet?
Tænk over det og spørg dig selv:
”Ønsker jeg mine arv, mine hemmeligheder overført til mine børn?”.
”Ønsker jeg virkelig mine børn lærer at skjule, dække og fortrænge mine og nu deres hemmeligheder?”.
Det er aldrig for sent.
Vores levende, spirituelle og fantasifulde små afkom fortjener en sund opvækst uden indpakning.
Vi fortjener et roligt, trygt og berigende liv i balance uden indpakning.
Før eller siden.
Fra hjertet kærligt ment.
Har du hemmeligheder, der ligger og lumrer i mørket, vil jeg meget gerne hjælpe med udpakningen.
Slip Sjælen Fri februar 2023